
En del af en helhedsorienteret behandlingsmetode
I min praksis anvender jeg ofte homøopatiske lægemidler, som en del af klientens behandlingsplan, når det er relevant. Mange har ikke stiftet bekendtskab med disse lægemidler før. Denne artikel er derfor til dig, som gerne vil vide mere om homøopatien, og om hvordan det integreres i behandlingsøjemed.
Homøopati er en helhedsorienteret tilgang til sundhed, som blev grundlagt i slutningen af 1700-tallet af den tyske læge Samuel Hahnemann. Navnet kommer af de græske ord homoios (lignende) og pathos(lidelse) – idéen er, at “det lignende helbreder det lignende”. Princippet minder på visse måder om tanken bag vaccination, hvor man udsætter kroppen for en svækket eller inaktiv form af et patogen for at stimulere immunforsvaret. I homøopatien arbejder man med stærkt fortyndede substanser, der i ufortyndet form ville fremkalde symptomer lignende dem, man ønsker at behandle. Tanken er, at disse præparater stimulerer kroppens egen helingsevne på et energetisk plan i stedet for blot at dæmpe symptomerne.
Hvad består homøopatiske lægemidler af?
Homøopatiske lægemidler indeholder små mængder af aktive ingredienser, som kan stamme fra:
✓ planter
✓ mineraler
✓ animalske kilder
Disse naturlige råstoffer bearbejdes gennem en særlig fremstillingsproces, der adskiller homøopati fra andre former for medicin.
Hvordan fremstilles homøopatiske lægemidler?
Homøopatiske lægemidler fremstilles efter traditionelle principper gennem en proces kaldet potensering. Ved potensering fortyndes råstoffet gentagne gange. Efter hver fortynding rystes opløsningen kraftigt – en metode kaldet succussion.
Det er denne kombination af fortynding og rystning, som ifølge homøopatien aktiverer og forstærker stoffets virkning, og gør det i stand til at stimulere kroppens egne livsprocesser.
Hvordan virker homøopatiske lægemidler?
Homøopatisk medicin tilfører ikke kroppen store mængder af aktive stoffer. I stedet virker det ved at sende en blid impuls – en form for påmindelse – til kroppen om dens egen evne til at skabe balance og sundhed.
Denne nænsomme tilgang gør homøopati særligt velegnet for mennesker, som ønsker en holistisk og skånsom støtte i deres helingsproces.
Den tyske læge Karin Lenger ønskede at udvikle en metode, der kunne afdække homøopatiens endnu uopdagede medicinske potentiale. Hun indledte derfor et samarbejde med flere forskerkolleger, blandt andre ingeniør Manfred Spielmann og kvantefysiker Prof. Rajendra P. Bajpai. Sammen gennemførte de studiet:
“Identification of unknown homeopathic remedies by delayed luminescence” af Karin Lenger, Rajendra P. Bajpai & Manfred Spielmann.
Resultaterne pegede på, at homøopatiske lægemidler indeholder magnetiske fotoner. Ifølge Lenger giver dette en naturvidenskabelig forklaring på homøopatiens virkning, idet de magnetiske fotoner menes at påvirke kroppen på kvanteniveau. Dette er dog ikke påvist endeligt – endnu.
På den måde kan homøopatiske præparater – via elektromagnetiske bølger og frekvenser – enten understøtte kroppens egne selvhelbredende mekanismer eller dæmpe de ubalancer, som ligger bag sygdomsudvikling.
Førstegangsforværring
Det homøopatiske lægemiddel kan i nogle tilfælde forværre symptomerne, men det er ikke, fordi lægemidlet ikke virker – tværtimod er det et tegn på, at kroppen tager imod behandlingen. Det hedder en førstegangsforværring.
Generelt gælder det, at de symptomer som behandles, er dem, der kan forstærkes kortvarigt. En førstegangsforværring er ikke en bivirkning.
Hvis du, som klient, oplever en kraftig førstegangsforværring, skal du stoppe med at tage lægemidlet i 1-2 dage, eller indtil symptomerne er aftaget. Derefter kan du gå i gang med behandlingen igen, men med en lavere dosis, som du langsomt kan øge. Hvis du er i tvivl, så kontakt altid din behandler.
Det er langt fra alle, der oplever en førstegangsforværring, og den er ikke en forudsætning for at have succes med behandlingen.
Hvordan er kvaliteten og sikkerheden af homoøpatiske lægemidler?
Produktionen af homøopatiske lægemidler i Danmark er underlagt streng kontrol af Lægemiddelstyrelsen. Fremstillingen følger standarder fastsat af både danske og europæiske lægemiddelmyndigheder, som sikrer, at produkterne lever op til høje krav om kvalitet, sikkerhed og pålidelighed.
Jeg anbefaler oftest homøopatiske lægemidler fra Allergica, som har deres produktion i Silkeborg, hvor alle midler håndfremstilles med stor omhu og i overensstemmelse med strenge farmaceutiske retningslinjer.
Sådan integreres homøopati i din behandling
Baseret på dine sygdomme og symptomer, en grundig journal og eventuelle tests såsom blodprøver eller tarmmikrobiom analyse, udvælges et lægemiddel, der bedst matcher dine behov. Homøopati er støtteterapi og ikke erstatning for almindelig behandling, især ved kroniske tilstande. De homøopatiske lægemidler ordineres altså aldrig selvstændigt, men i et samspil med mange øvrige sundhedstiltag og naturmidler i et samlet behandlingsprogram.
Du vil aldrig blive bedt om at stoppe, eller skære ned, på din lægeordinerede medicin, da dette skal ske i tæt dialog med din egen læge i takt med kroppens bedring.
Homøopatiske midler kan komme som dråber, små piller (ofte med sukker eller laktose), næsespray, salver etc. Du vil blive vejledt om, hvor ofte og hvor længe midlet skal tages. Nogle midler bruges akut (ved f.eks. pludselig opstået symptomer), andre vedligeholdes over længere tid.
Hvordan forholde sig, hvis man er interesseret men skeptisk
Her er nogle gode råd, hvis du vil prøve homøopati, men stadig er kritisk:
✓ Tal med en kvalificeret behandler. Spørg om deres uddannelse, erfaring, og hvilke sygdomme de har erfaring med.
✓ Brug homøopati som supplement – ikke som erstatning – især hvis du har alvorlige sygdomme. Fortsæt med konventionel lægebehandling og medicin, som ordineret.
✓ Vær opmærksom på tegn på forværring, og stop behandlingen, hvis noget går galt eller bliver værre.
✓ Dokumentér dine symptomer og observationer: hvornår begyndte du at anvende midlet, hvilke ændringer ser du, hvornår etc. Det gør det lettere at vurdere om noget virker.
✓ Vær realistisk: homøopati virker måske bedst ved milde eller kroniske symptomer, og ikke som akuthjælp ved alvorlige infektioner, store skader, kræft etc.
KILDER
1. https://allergica-medicin.dk
2. Den Store Danske: Homøopati
3. Kræftens Bekæmpelse: Homøopati som alternativ behandling
4. Holistica Medica: Hvad er homøopati?
5. NOR House: Homøopati – behandlingsform




