Din tarm spiller en afgørende rolle for både din fysiske og mentale sundhed. Fordøjelsessystemet er ikke kun ansvarligt for at optage næringsstoffer – det huser også milliarder af bakterier, som har stor betydning for immunforsvaret, hormonbalancen og endda din hjernefunktion. Dysbioser i tarmen kan bl.a. føre til irriteret tarm, træthed, inflammation, hudproblemer og mentale tilstande som stress og nedtrykthed. Det du spiser nærer bakterierne i din tarm. Ved at spise varieret, farverigt og inddrage fødevarer med vigtige plantestoffer kan du påvirke både sammensætningen og mængden af tarmbakterier. Jo mere diversitet der er i dit indre økosystem – jo bedre! Din tarm er nemlig, som en mangfoldig urskov, hvor både de gavnlige og skadelige bakterier har sin plads side om side. Hvorvidt sammensætningen af dine tarmbakterier bidrager til gavnlige eller skadelige processer og egenskaber i tarmen afhænger af symbiosen bakterierne imellem og hvorvidt der er under- eller overvækst af dem. Det er altså ikke så ligetil. Hver eneste mundfuld du indtager har indflydelse på forholdet mellem venner og fjender i den evige krig, som udkæmpes på slagmarken i tarmen.




